Albueledsdysplasi er en arvelig sygdom, som primært rammer hunde af store racer som vokser hurtigt i hvalpestadiet.
Der ses en høj forekomst af denne sygdom hos bla. Berner Sennen, Schæfer, Rottweiler, Golden- og Labrador Retriever, Newfoundland, Sankt Bernhard, Mastiff, Springer Spaniel, Chow Chow, Shar Pei og Shetland Sheepdog.
Typisk rammes albueleddene i begge sider, men også enkeltsidig sygdom kan ses.
Albueleddet er et komplekst led hvor tre knogler mødes og sammen former leddet. Albuen består af overarmsknoglen (humerus) og to underarmsknogler (radius og ulna).
Ledfladen dannes således af tre separate knogler, og hvis der under væksten opstår blot en milimeterstor forskel i længden af radius og ulna medfører det uoverenstemmelse i leddet, og dermed et forkert slid mønster på ledbrusken.
De områder af ledbrusk som bliver udsat for unormalt slid, vil begynde at løsne sig, der opstår revner i brusken, og til sidst vil der knække små stykker brusk af. Disse små løse bruskstykker kalder man for "ledmus".
Ledmus, eller løse fragmenter af ledbrusk, kan inddeles i tre typer, og ses på figuren til højre:
Denne betegnelse bruges om et fragment der er gået løs på et typisk sted på knoglen ulna
Denne betegnelse bruges om et større løst fragment på den øverste del af ulna
Denne betegnelse bruges om en løs flap af ledbrusk der stammer fra ledfladen af knoglen humerus
Disse forandringer kan ses enten enkeltvis i et led eller være tilstede alle tre.
Efter relativt kort tid betinger ledmusen en betændelsesreaktion i leddet, som kan hæve op med væske og yderligere smerter til følge.
Ubehandlet fører dysplasien til markante gigtforandringer i det angrebne led, og der kan så ses invaliderende halthed, selv hos unge hunde.
Symptomer:
De nævnte forandringer begynder allerede at tage form i 4-6 måneders alderen. De første tegn på sygdom (halthed eller stivhed i forbenet) kan typisk ses omkring 6 måneders alderen. Indledningsvist kan der hos nogle hunde kun ses periodevis halthed, f.eks. efter leg og træning - eller - efter hvile.
Typiske tegn man som ejer kan observere:
Diagnose:
Indledningsvist foretager vi en klinisk unersøgelse samt en halthedsundersøgelse af hunden og observerer den under gang, løb og i hvile.
Dyrlægen mærker leddene igennem, undersøger om der er smertereaktiner og hævelser, samt leddets bevægelsesradius.
Derefter følger billeddiagnostik enten med røntgen eller CT-scanning.
Røntgen:
Kan ofte ikke direkte vise ledmusen, men hvis sygdommen har været tilstede i nogen tid, vil der på røntgen kunne ses nogle "sladrehanke" i form af små gigtfoandringer på karakteriske steder.
I de tidlige stadier kan røntgenbillederne dog ofte være helt normale.
Røntgen er derfor en noget usikker metode til diagnose af albuedysplasi.
CT-scanning:
Kan vise de mindtse og allertidligste forandringer med meget stor præcision.
Det er idag den foretrukne metode til at screene en hunds albuer, idet man meget sikkert kan sige, om der er sygdom eller ej.
Behandling:
Behandlingen af albuedysplasi er operation. Ved hjælp af kikkertoperationer, såkaldt artroskopi, kan vi på den mest skånsomme vis operere inde i leddet.
Indførslen af kikkertoperationer til brug hos hunde, har ligesom hos mennesker betydet en mindre revolution i behandlingen af mange sygdomme i ledhuler.
Tidligere var man nødt til at åbne disse led på klassik kirurgisk vis med en skalpel, hvilket var meget traumatisk for leddet.
Med artroskopi kan vi idag operere ledmusene ud med hjælp af kikkerten, og dermed kun lave to små huller ind til leddet. Denne metode er yderst skånsom, og hunden kan gå hjem samme dag, som den er blevet opereret.
Prognose og efterbehandling:
Prognosen for denne type operation er god, særligt hvis diagnosen stilles i det tidlige stadie, hvor der endnu ikke er dannet gigt i leddet. Allerede dannet gigt kan nemlig ikke fjernes igen.
De fleste hunde vil efter en vellykket tidlig operation kunne vende tilbage til et helt normalt hundeliv. Man regner med at cirka 3 ud af 4 hunde kan blive helt haltfrie. Den sidste fjerdedel bliver ofte også hjulpet af at få fjernet ledmus, men kan have halthed i belastede situationer som for eksempel løb og jagt.
Mange hunde har behov og stor gavn af et efterfølgende genoptræningsprogram med fysioterapi.
Overvægt:
Overvægt er meget belastende for albueleddene, idet de bærer 60 % af kropsvægten. Albuerne kan derfor tåle væsentligt mindre gigt end for eksempel hofteleddene.
Vi anbefaler derfor, at hunde med albuelidelser holdes slanke.
Fodring:
Tilskud af for eksempel glucosamin og fiskeolie har god effekt på mange hunde, og kan til dels forebygge udviklingen af gigten.
Man kan også fodre med et fuldfoder som indeholder glucosaminer og fiskeolie, eksempelvis Hills J/D.
![]()
Figurer af hundens albueled:
![]()
Figuren viser hundens albueled og forekomsten af de tre typer albuedysplasi:
![]()
Slidgigt i albuen
De gule pile på billedet ovenfor viser de mange områder med slidgigt i denne hunds albue
![]()
Den røde pil angiver en FCP: Fractured Coronoid Process
![]()
De røde pile angiver demarkationslinien for en UAP: Ununited Anconeus Process
Karlslunde Dyrehospital · Greve Main 41 · 2670 Greve · Telefon 46151525 · DØGNVAGT